Boligforeningen AAB
Afdeling 16

Referat af afdeling 16’s ordinære afdelingsmøde


Dato: tirsdag d. 6/5 2025 kl. 19.00



Referent: Kristine L. Boeskov


Ad 1. Valg af dirigent: Christina Søby Jensen fra AAB´s organisationsbestyrelse, vælges som dirigent. Dirigenten konstaterer at mødet er lovligt indkaldt, samt at alle dokumenter er fremsendt. Der er 27 lejemål til stede.


Ad 2. Valg af stemmeudvalg. Birgitte og Tuma vælges som stemmeudvalg.


Ad 3. Fremlæggelse af beretning for perioden siden sidste afdelingsmøde.

Forpersonen præsenterer en kort opsamling på årets beretning. Der informeres derudover om tidspunkt for bestyrelsesmøder, samt hvordan bestyrelsen kan kontaktes.


Lillian (beboer) stiller spørgsmål til brandsikring, som besvares. Der spørges også om der kan vaskes gulve på loftet. Det bekræftes at der vil blive sørget for dette.


Heidi (beboer) opfordrer til at der bliver mere orden i vaskerummet. Der er tidligere sat skilte op med opfordringer til at vi holder orden. Vi sætter ikke flere initiativer i gang.


Lonni (beboer) spørger til skadedyrsbekæmpelse, særligt væggelus. Birgitte bekræfter at vores skadedyrsbekæmper er grundig og reagerer hurtigt.


Heidi (beboer) supplerer ift. skægkræ. Der opfordres fra bestyrelsen og medarbejdere til at skadedyr anmeldes så snart problemet konstateres.


Ad 4. Regnskab til orientering.

Preben orienterer og forklarer grunde til overskuddet. Disse er tilbagebetaling for digital opmåling fra AAB, samt renteindtægter. Der redegøres for årsager til ekstra udgifter på mindre poster.


Ad 5. Behandling af eventuelt indkomne forslag:

a)     (Forslag af Lars Andersen) Afdelingen skifter fra B-ordning til A-ordning. Dirigent orienterer om at afstemningen vil være om hvorvidt der skal arbejdes videre med et eventuelt skift af ordning. Der kan altså ikke stemmes direkte om forslaget ved dette møde. Lars (forslagsstiller) motiverer sit forslag.


Han påpeger at den enkelte beboer ”tvinges” til at sætte penge til side hver måned. Birgitte (forperson) præciserer at disse månedlige henlæggelser alligevel vil være der, disse vil blot blive administreret af AAB.


Forskellige spørgsmål ift. de to forskellige ordninger diskuteres og præciseres. Blandt andet diskuteres lejlighedernes stand ved indflytning, som flere beboere udtrykker utilfredshed med. Det præciseres at B-ordningen kun omhandler gulve og vægge, hvis der er problemer med syns-ordningen, er det et andet problem.


Dirigenten præsenterer at der nu stemmes om, hvorvidt der skal arbejdes videre med om vi skal have A-ordning i stedet for B-ordning.

4 stemmer for, og 48 stemmer imod. Forslaget vedtages ikke.


b)     (Forslag af Lars Andersen) Afdelingens regnskabsmæssige resultat for 2023 anvendes til etablering af nyt køkken i 2 lejligheder.

Det præciseres at det kun er resultatet for 2024 der er disponibelt nu.

Lars (beboer) motiverer sit forslag.


Dirigent præciserer hvad de økonomiske rammer skal være - de skal stemme overens med afdelingens aftale om køkkener der installeres gennem den kollektive råderet.


Bestyrelsen (Preben) forklarer hvad der i forvejen gøres for at udskifte de gamle køkkener.


Forslaget landes og der stemmes ikke, da der opnås fælles forståelse af at der allerede udskiftes køkkener ved fraflytning af lejligheder med nedslidte køkkener. Dette inkluderer også forslag f).


c)     (Forslag af Solo Soheil Haghani Moshkeleh) Der etableres et løbebånd i kælder eller lign. Dirigent påpeger at forslaget ikke kan føres ud i livet, da der ikke er nogle rum, der kan anvendes til træningslokale.


d)     (Forslag af Helle Cedvig) Hovedtrapper får hovedrengøring.

Preben (kasserer) fortæller at der er gang i polering af trappetrin og reposer, dvs. de bliver pudset op. Dirigent præciserer at der er sat penge af på dv-planen til hovedrengøring.


Sandy (beboer) spørger til hvornår der gøres rent. Birgitte (ejendomsfunktionær) fortæller at det er om onsdagen.


Pia (beboer) spørger til bagtrappen. Birgitte fortæller at det vil blive sat i gang snarest.

Forslaget bringes ikke til afstemning, da der er sat penge af til det og arbejdet er igangsat eller igangsættes snarest.


Der afholdes en kort pause. 1 beboer forlader mødet, dvs. der er nu 26 lejemål til stede.


e)     (Forslag af Lars Andersen) Indestående på Beboeres vedl. konto pr. 31/12 2024 samt pr. 1/4 2025.

Dirigenten præciserer at dette er ikke et forslag der skal stemme om. Preben (kasserer) fremviser oversigt over indestående på konto for indvendigt vedligehold for de relevante datoer.


Lars (beboer) er kritisk over for at vi indbetaler dette beløb ”til AAB”. Forperson præciserer at dette alligevel ville ske med A-ordningen, blot på anden vis. Forskellige aspekter af AAB’s kapitalforvaltning diskuteres og præciseres.


Dirigent præciserer at oplysningen om disse beløb er tilgængelig for alle beboere forud for afdelingsmødet i det udvidede regnskab.


f)      (Forslag af Lars Andersen) Afdelingen installerer nyt køkken i 2 ledigblevne lejligheder i løbet af 2025.

Forslaget er frafaldet, jf. forslag b).


g)     (Forslag af Lars Andersen) Bestyrelsen påser at, nabogrunden/grundene mod vest, til for egen regning, beskære bevoksningen (træer/buske mv) ved skellet.

Forslagsstiller motiverer sit forslag. Dirigent præciserer at forslaget handler om at afdelingsbestyrelsen eventuelt skal henvende sig til de relevante personer (ejerne af grunden).


Birgitte fortæller at der tidligere har været dialog med de erhvervsdrivende, som tidligere har været generet af dette.


Preben (kasserer) fortæller at ingen lejere har henvendt sig om problemet.


Der stemmes om, hvorvidt bestyrelsen skal gå videre med problemet ift. de juridiske aspekter af problemstillingen.


2 stemmer for, og 34 stemmer imod, 14 stemmer ikke. Forslaget vedtages ikke.


h)     (Forslag af Emil Ankerstjerne) Etablering af nyt fibernet (Parknet eller DKTV)

Dirigent præciserer at det et forslag, som vi kan stemme om at arbejde videre med. Det påpeges derudover at AAB allerede har en aftale om etablering af fibernet, og at vi er en del af dette. Forslaget er derfor dækket af allerede vedtagne forslag i AAB.


Anne (beboer) spørger ind til TV-aftale. Det præciseres at denne er frivillig og kan vælges fra.


Der stemmes ikke om forslaget. Preben (kasserer) fortæller at der indhentes oplysninger om tidsperspektiverne ift. fibernet.


i)       (Forslag af Afdelingsbestyrelsen) Afvikling af overskud fra tidligere år.

Preben (kasserer) motiverer forslaget, og det præciseres at pengene bruges på at rykke opgaver frem.

0 stemmer imod, og 50 stemmer for. Forslaget er enstemmigt vedtaget.


Ad 6. Godkendelse af afdelingens driftsbudget for det kommende år.

Preben (kasserer) præsenterer budget og udvalgte punkter herfra.


Heidi (beboer) spørger til kældervedligehold. Birgitte oplyser om planerne.


Lonni (beboer) spørger til lofter i kælderrum. Preben (kasserer) oplyser om at beboer kan rette henvendelse til ejendomsfunktionær.


Lillian (beboer) spørger til el i kælderen. Preben (kasserer) svarer.


Budgettet sættes til afstemning.

50 stemmer for. Budgettet er vedtaget.


Ad 7. Valg af afdelingsbestyrelsesmedlemmer og suppleanter

a)      Afdelingskasserer Preben Rasmussen er på valg, modtager genvalg. Preben genvælges.

b)     Afdelingsbestyrelsesmedlem Lena Nielsen er på valg, modtager genvalg. Lena genvælges.

c)      Afdelingsbestyrelsesmedlem Kristine B. Lausten er på valg, modtager genvalg. Kristine genvælges.

d)     Suppleanter til afdelingsbestyrelsen Heidi Christensen er på valg, modtager genvalg. Heidi genvælges.

e)      Suppleanter til afdelingsbestyrelsen Mogens Boesen er på valg, modtager genvalg. Mogens genvælges.


Ad 8 Eventuelt

Sandy (beboer) spørger til om vi skal have en arrangementsgruppe. Sandy og Kristine (bestyrelsesmedlem) melder sig til gruppen.


Heidi (beboer) inviterer til havearbejde. Der står redskaber i kælderrum i lille gård.



Dirigent:


Christina Søby Jensen (AAB Afd. 55)

Forperson:


Birgitte Høgh