Luftfoto taget af Nowico 1961            

Historie:

Gamle minder - til hygge og eftertanke

Skrevet af Kirsten Westrup.

Hvordan holder man styr på sine minder?

De ligger gemt i underbevidstheden og prøver man at kalde enkelte minder frem, kommer minderne væltende. Mange gange i urolige bunker. Man siger til sig selv: "Hvad skete der, da man var helt lille? Hvilke oplevelser er knyttet til barndommen? Ligesom der er en erindring, bliver den overskygget af en anden, måske fra et andet tidspunkt i livet." Helt tilbage til min egen barndom, som startede her i denne lejlighed i 1930, kan jeg huske, at vi boede meget fint. Alt var så nyt og nymalet. Her var børn på min egen alder i opgangen, som jeg legede med. Jeg havde 2 storebrødre som passede på mig og et par kærlige forældre. Min far, som var kunstmaler, havde arbejde og min mor var hjemme og passe os.

Der var mange børn i vores ejendom og de var næsten alle hjemme, når de ikke var i skole. Da huset var så nyt - fra 1922 var der en vis husorden, som vi måtte respektere. Vi børn måtte for eksempel ikke bruge hovedtrappen, men skulle bruge køkken-trappen.

Vi skulle huske at tage træskoene af, så vi ikke støjede for meget. Vi legede meget i gården. Drengene spillede "Terre", som er et terningspil. Jeg lærte det aldrig, for det var en leg for drenge. "Vi piger skulle bare holde os væk", blev der sagt. Ellers legede vi skjul, tagfat, hinke lege, dukkelege, røver og soldater og meget mere. Det var strengt forbudt at tegne på murene, spille bold (af hensyn til vinduerne) og at være alt for støjende.

Vores forældres opdragelse af os, gik ud på at lære os hensyntagen til andre og hjælpsomhed.

Det lyder måske kedeligt, men vi følte det ikke sådan. Vi havde omsorg for hinanden og var glade.

Vores gård har jo set lidt anderledes ud før, end den gør nu. Det er der nok mange af de ældre i ejendommen, der kan huske. Vi havde indhegnet tørreplads, græsplæner som silke (i 1940 til 1960) og de måtte ikke betrædes. Flagstang midt i gården. Den var til vores store glæde altid pyntet med flaget på alle flagdage, samt ved festlige lejligheder (bryllup, runde dage og jubilæum).

Der var tæppestænger midt i gården. Husmødrene tog sig af det hårde slid, at bære tæpperne ned fra lejligheden og bankede dem igennem med tæppebankeren (hverdage mellem kl. 09.00 og 11.00). Nostalgi? - ja måske, men rent blev det og jeg har da stadig den "banker" min mor brugte til vores gulvtæpper. Dynerne fik samme omgang. Dengang havde man forårs- og efterårs rengøring. Det var et meget hårdt slid, hvor alt i lejligheden blev rengjort. Der duftede af brun sæbe, salmiakvand, fernis og bonevoks. Jo, familierne var godt beskæftigede. Vores køkken-trappe blev ferniseret 2 gange om året, af de forskellige beboere efter tur. Hovedtrappen som havde linoleum, skulle bones, og så kom der besked om, at vi de næste to dage måtte benytte køkkentrappen, for ikke at falde på den glatte hovedtrappe.

I årene 1922 -30 (31) var der ikke WC i lejlighederne, så vi anvendte "Dasset" i gården. "Dasset" er vores nuværende skralde huse. Dengang var der en slags lukning, så man kunne ordne sig i fred, dog ikke mere, end at drengene (de frække) kunne more sig med at tage "et lille kig" ind til gæsten i huset. Var det så en anden dreng, der var der, gik jagten på ham bagefter. Jeg husker min barndom i gården, som en glad tid. Vi var omgivet af børn og voksne, som kendte os godt og det skete tit, at vi fik bolsjer og kage af en eller anden voksen, der lige stak hovedet ud af vinduet og snakkede lidt med os. Der var også nogle der var sure. Dem undgik vi helst. Det kunne jo være de ikke kunne lide børn.

I porten skulle vi også være stille og ikke råbe for højt. Der boede en dame der var meget sød, som led af hovedpine og havde haft en stor sorg, så hun hvilede meget. Støjen var meget høj, hvis ikke vi tog lidt hensyn og det gjorde vi så. Eller prøvede i hvert fald på det. (Hvad er egentlig hensyn? Mens jeg sidder her og prøver at tænke, larmer en radio med højtalere og råb fra gæster, gennem vores vægge fra en nærliggende lejlighed. Nå, tiderne skifter).

Vi kom sjældent ud af porten. Gården var vores fristed. Der '- levede vi, der hørte vi til. I det andet hus, hvor banken ligger, kom vi ikke, for børnene i den gård lod os tydeligt mærke "at der hørte vi ikke til".

Der var vaskeri i vores gård. Jeg husker det fra jeg var helt lille. Det lå i vores opgang B nede i kælderen. Hver beboer havde en turdag. Vi havde den 10. i hver måned. Min mor gik ned aftenen før og lagde tøjet i blød i koldt vand tilsat soda. Der var hvid kogevask, kulørt vask og arbejdstøj. Det sidste var det værste. Mine brødre var i maskinlære og arbejdstøjet købte og vaskede man selv.

Det foregik på vaskebræt med sæbevand. Op og ned, mange gange for at få det grove arbejdstøj rent. Jeg husker endnu min mors forslidte "krøllede hud" på hænderne. Vaskedagen startede med at min mor lagde aviser, brænde og koks i fyret under gruekedlen, som den kaldes. En mægtig stor jernkedel der stod på gulvet med fire drejede ben. I kedlen kom der vand, sæbespåner og lidt soda. Tøjet der havde ligget i blød fra aftenen før, blev vredet op og lagt i gruekedlen når vandet var varmt.

Nu skulle det så koge godt igennem og i mellemtiden blev de andre slags tøj lagt op på tremmebænkene til afdrypning, parat til vask. I skyllekarrene, som var kæmpe træbaljer, blev det hvide tøj lagt over med håndkraft ved hjælp af en stor træske, men det var først efter det var skrubbet igennem - enkeltvis på vaskebrættet - i en zink balje. Næste hold tøj fik samme omgang og sæbevandet blev brugt flere gange. Tøjet blev skyllet 3-4 gange i rent vand, som var tilsat blånelse (et stof der klarer farverne) Det var meget effektivt og det hvide tøj blev ekstra hvidt og flot. Når jeg kom hjem fra skole på sådan en dag, har jeg ofte oplevet min mor sad på træbænken og var meget træt. Ilden kunne være gået ud under gruekedlen, mens hun lige var oppe et kort øjeblik.

Så måtte hun begynde forfra med at rense fyret, lægge nyt brænde på og fyre op for at få vandet varmt igen. Det var forholdene for alle damerne i 1930’erne og 40'erne. Ingen tænkte på, at det kunne være anderledes.

Men da vi nåede 1950’erne skete der en ændring. Vi fik et nyere vaskeri med gaspoletter. Der skulle ikke mere fyres op. Det var en fantastik oplevelse.

Billedmatriale: På vej til bedre boliger, af. Jørgen Larsen

Nowico